Gentoftes grimmeste hus?

Det var tænkt usmukt. Blev opført i beton. Og skulle se billigt ud. Men er ikke desto mindre et stykke raffineret, eksperimenterende arkitektur. Kom med indenfor hos PH.

Hvordan bygger man et hus i det pæne Gentofte, der bryder med højborgerlig pomp og pragt? Jo, man vælger en umulig byggegrund, opfører huset i beton og indretter det efter et sæt værdier, der bryder med sin samtid.

Huset var tænkt af Poul Henningsen – PH. Arkitekten, formgiveren, revyforfatteren og samfundskritikeren, der hyldede tolerancen og frisindet, som var kulturradikali bredeste forstand, og som hyldes herfor den dag i dag.

Arkitekt var senere professor ved Kunstakademiet, Viggo Møller-Jensen, hvis far ejede grunden, som PH’s hustru af første ægteskab, Else, købte. Det måtte ikke fylde– huset – for udsigten (dengang) helt ind til Østerbro skulle ikke spoleres. Derfor er huset tegnet med respekt for den stejle skrænt, det ligger på; grunden stiger over otte meter fra Brogårdsvej til den 1.204 kvadratmeter store grunds højeste punkt. De 202 kvadratmeter plus 72 kvadratmeter kælder stod færdige i 1937, men dannede bare ramme om familien indtil 1942, da parret blev skilt.

Knap så oprørende

Her små 80 år senere forekommer huset knap så oprørende. Snarere voldsomt foregribende en tid, der lå forud for dets opførelse, og ikke mindst som et markant kapitel i historien om det danske enfamiliehus. De 202 kvadratmeter – foruden kælderen – byder således på en selvstændig forældreafdeling, et fællesområde med stue og spisestue og en afdeling forbeholdt børn og gæster – og husbestyrerinden. Udsigten nedefra og op når gennem et ateliervindue ud i en snæver baghave.

Centralt står de tre trin. De tre trin, man forcerer for hvert rum og område, man passerer i huset – som et smalt stræde i en norditaliensk bjerglandsby skal man kæmpe sig frem – citeret frit efter bygherren selv.

Forældreafdelingen omfatter bygherrens arbejdsværelse, et soveværelse, et badeværelse og et walk in-closet – beskedent, men det er der. Børne- og gæsteafdelingen omfatter fire værelser og bad, og i det ene af værelserne kan døren åbnes op mod spisestuen, så denne kan inddrages i tilfælde af et mangfoldigt besøg af skolekammerater.

Bygget med hyldevarer

Det var en bevidst del af ”oprøret” at undgå det pyntelige, det monumentale. Derfor er huset væsentligst sammensat af masseproducerede hyldevarer og opført med den nyeste, mest rationelle teknologi.

Huset hviler på en høj sokkel af insitu-støbt beton. Murene er opført med KH-Beton-elementer; hule blokke med indvendige ribber i jernarmeret beton produceret på fabrik af den navnkundige Kristian Hindhede. Navnkundig, fordi han efter amerikansk forbilede forædlede betonens kvalitet, fordi han opfandt rotérbilen, så betonen forbliver føjelig under transport, og fordi han etablerede Grave Compagniet, der importerede tyske gravemaskiner; heraf betegnelsen en gravko, der for længst er optaget i det danske sprog. Kristian Hindhedes virksomhed eksisterer i øvrigt stadig – i dag som Unicon.

Vinduer og døre er stålkonstruktioner fremstillet af Dansk Stålcentral. De fik lov at stå i den beskyttende blymønjes egen røde farve, men måtte dog hurtigt males over med en tilsvarende, almindelig farve, da blymønjens røde falmede i solen.

Kuldebroer

Indvendig er – eller var – huset forsynet med en ”isolering” i kork. Kork kan være et fint isoleringsmateriale, men ikke lige i denne ydervægskonstruktion. Der var isoleringen i praksis ikke-eksisterende: De hule betonblokke fungerede som de rene kuldebroer, og huset har sjældent været varmet helt op – eller i hvert fald varmet tilstrækkelig op. Væggene er pudset og sat med en lys grøn med lofter i lys blå – dog med undtagelse af forældresoveværelset og det centrale gangareal. Endvidere har stuen været sat i en varm lysegrå på ydervæggene og en knækket hvid på indervæggene.

Huset er vendt om. Man mødes udefra af kælderindgangen – eller snarere bagindgangen, mens man må op langs huset for at nå frem til hovedindgangen, der naturligvis er alt andet end pompøs.

Poul Henningsens første hustru solgte huset i slutningen af 1940’erne, og siden har det kun haft to ejere; de seneste fra 1979 frem til 2014.

Et kapitel i historien

Da hændte det, at Realdania By & Byg fik mulighed for at overtage ejendommen og dermed lade den indgå i fortællingen om den danske bygningshistorie – såvel dens arkitektoniske, dens sociale som dens tekniske aspekt. Først for stod en omfattende restaurering og istandsættelse – og en nænsom modernisering, så ejendommen kan lejes ud, sådan som det er Realdania By & Bygs praksis. Dels fordi Realdania By & Byg ikke er nogen museumsvirksomhed, dels fordi bygninger nu engang har bedst af at blive brugt.

»Restaureringen fik to spor: Først en miljøsanering, så de gamle, farlige materialer, herunder bly og zink i malinglagene, kunne komme ud. Derefter en gennemgribende restaurering,« fortæller arkitekt og projektleder Per Troelsen.

Dilemmaerne

Ejendommen er fredet, og dermed er opstået alle de klassiske dilemmaer, der hører sig en restaurering til: Hvad skal fornyes, hvad skal bevares – og hvordan?

Udgangspunktet var et slidt hus, der bar præg af, at det ikke havde været varmet ordentligt op på grund af utætheder og ringe isolering. Dermed stod huset forholdsvis originalt; blot havde køkkenet været skiftet engang i 1950’erne.

For at begynde med det sidste har Realdania By & Byg formået at genskabe det originale køkken ud fra tegningerne fra 1937. Det var i sin indretning så godt tænkt, at det fuldt og helt lever op til nutidens funktionskrav. Det restaureringsfaglige udgangspunkt var at sætte huset i stand i samme ånd, som det var bygget, det vil sige så vidt muligt med ”hyldevarer”. Derfor er de hvide fliser så at sige købt i byggemarkedet, mens enkelte hvide, udskiftningsmodne fliser i de originale badeværelser dog har været eftersøgt for at finde nogle, der lignede mest mulig. Badeværelserne bliver mestendels også forsynet med ny sanitet.

Ny isolering

Vinduerne har alle været taget ud og totalafrenset hos Emil Nielsens Smedeværksted, inden de på ny er blevet overfladebeskyttet og malet med linoliemaling – i en farve, der kommer særdeles tæt på den gamle ”blymønje”. De bliver nu forsynet med en diskret forsatsrude med en standardramme i aluminium – nok en hyldevare. Indvendig er væggene blevet skrællet helt af og erstattet med en ny beklædning udviklet til formålet af Skalflex. Beklædningen har samme dimensioner som den oprindelig vægbeklædning og er i øvrigt et spændende eksempel på udviklingen af et nyt produkt, der også kan blive andre kuldeplagede familier til del. Overfladen er en cementholdig puds, der naturligvis igen er sat i den klare grønne.

Loftet var isoleret med arkimåtter; måtter bestående af langtrevlet søgræs. Lofter og isolering har været taget ned og er afløst af moderne mineraluldsmåtter.

Taget er belagt med tagpap og blev senest fornyet for bare få år siden. Derfor har det ikke været nødvendigt at forny det.

Hightec i gulvet

Parketgulvene er med undtagelse af et enkelt rum bevaret. Men også parketstavene har været taget op og eftergået, hvilket har givet lejlighed til at forsyne huset med gulvvarme. Herudover bliver det muligt at trække el til fjernsyn eller lamper fra små skakter i gulvet. Det har omvendt betydet, at de originale bakelitkontakter har kunnet restaureres og monteres på ny – med nye kabler, forstås, sådan som det gælder i hele huset.

For murerne – fra murerfirmaet Einar Kornerup – har huset så afgjort budt på udfordringer, for ingen dimensioner er lige i dette hus, og tilmed bærer det præg af – om ikke byggesjusk, så i hvert fald et vist hastværk, vurderer Per Troelsen: Nok var huset ekstremt eksperimenterende og forud for sin tid, og her var ikke plads til håndværksmæssig kæleri. Vinduerne er eksempelvis både ind- og udvendig indfattet med røde teglklinker, der også har været taget ud. Nogle har siddet skævt, og ligeså sjusket skulle de sidde, når de skulle op igen. Det kræver en dygtig fagmand.

Hvad er planerne så nu?

Åbent for publikum

Huset bliver formelt indviet i starten af september, og derpå skal det lejes ud på markedsvilkår. Offentligheden kan frit komme på besøg i perioden 10.-18. september kl. 13.00-17.00. Er man medlem af Realdania By & Byg Klubben – hvilket koster et beskedent årligt kontingent – kan man tilmelde sig en rundvisning. Realdania By & Byg Klubben kan findes på www.realdania.dk.

Måtte læserne ikke finde vej forbi, så bringer Hånd & Værk i sin september-udgave en række fotos fra det færdigistandsatte hus – PH’s bud på et oprør mod Gentoftes højborgerlighed og i dag et markant indslag i historien om det danske enfamiliehus.

Artiklen blev bragt i Hånd & Værk i august 2016. Billederne er taget af fotograf Henrik Nielsen.

Nauers nøgne damer

Selv om bygherren Poul Henningsen af princip forsagede alskens overflødig pynt i sit hus på Brogårdsvej, så er forældresoveværelset dog en undtagelse. For hér er tapetseret. Med nøgne damer.

Malermester Heidi Zilmer, der har specialiseret sig i dekorative opgaver og moderne tolkning af malerfagets klassiske teknikker, har stået for genskabelsen af Albert Naurs tapeter – helt fra bunden.

Projektleder i Realdania By & Byg, arkitekt Per Troelsen fortæller, at det originale tapet blev nedtaget med al mulig forsigtighed af Nationalmuseets papirkonservatorer, der har restaureret dem, hvorefter det er blevet til to hele ruller. Og så kunne malermesteren ellers tage over.

Retoucheret i computeren

»Mit udgangspunkt var en lillebitte prøve og et fotografi taget af Nationalmuseets fotograf. Det lagde jeg ind computeren og kørte ud som film til silketryk,« fortæller Heidi Zilmer. Det lyder overskueligt. Men det har forudsat en billedbearbejdning på et niveau, som selv den dygtigste photoshopper kan være misundelig på. For her var støj skabt af slitage og skjolder, og de enkelte elementer i motivet har skullet kopieres og sættes rigtigt sammen, indtil der forelå en hel rapport. Der har altså skullet gentegnes og maskes ud.

Da filmene endelig forelå, udestod endnu en runde afmaskning med skalpel og tilføjelse af enkelte detaljer, der var gået tabt i processen. Derefter kunne Heidi Zilmer silketrykke fra filmene i sit eget værksted – med bistand af forhenværende, nu pensioneret faglærer Vike Pedersen, der har specialiseret sig i silketrykkeri.

Håndrullet bundfarve

Papiret er et polyesterforstærket nonwoven-tapet i dimensionen 68 x 82,7 cm. Det er håndrullet med en svag rødgul bundfarve – NCS S 0505 Y50R – for den helt hvide flade ville have skabt en forvirrende metameri; det vil sige et forkert farveskær i de orangerøde motiver. Den orangerøde søgtes eftergjort med moderne farvepigmenter, men Heidi Zilmer måtte ty til sit eget arkiv af gamle pigmenter fremstillet helt tilbage i 1930’erne, arvet fra et gammelt malerværksted. Der er trykt 150 ark. Som bindemiddel er anvendt en langsomttørrende pasta.

Opsætningen af tapetet er næsten en komposition i sig selv, for næsten ikke to vinkler i rummet er lige. Eksempelvis skal indhentes seks centimeter fra højre til venstre side i væggen ud mod haven.

»Det er min største svendeprøve nogensinde, men det er en opgave, jeg nyder i fulde drag!« lyder det krystalklart fra Heidi Zilmer, der ikke har det mindste problem med at have anvendt den nyeste teknologi til at eftergøre og genskabe tapetet – det er tværtimod helt i PH’s ånd.

Gode venner

Indtil for nylig var der tvivl om tapetets ophav, og nærmest en tilfældighed gjorde, at Realdania By & Byg kunne afgøre, at mesteren var Albert Naur (1880-1973), der blandt andet er kendt for indretningen af bryllupssalen i Arne Jacobsens rådhus i Aarhus.

»Naur og Henningsen var gode venner, og tapetet er formentlig kommet til efter, at huset var bygget færdigt, for under tapetet var den samme grønne pudsfarve som i resten af huset,« fortæller Per Troelsen.

Der er fundet rester af samme tapet i det centrale gangareal tværs gennem huset. Men ovenpå sidder adskillige andre tapetlag, og det er ikke med nutidens teknologi muligt at skille dem ad. Derfor bliver de gamle lag forseglet, inden Heidi Zilmer også opsætter nye nøgne damer her, hvortil hun har trykt yderligere 100 ark.