Bedst for børnene
og fuglene

Samfundet har brug for autogenbrugerne, der i dag har udviklet sig til egentlige miljøvirksomheder, fastlår Milan Petric, der har drevet Frederiksværk Autodele siden grundlæggelsen i 1983.

Der lyder en dyb, kraftfuld røst med en karakteristisk accent inde fra bygningen, og vi ved, vi er nået frem; den stemme går man ikke fejl af.

– Nemlig til Industrihaven i Frederiksværk i det nordsjællandske, hvor Milan Petric sammen med sin hustru, Ivanka, har drevet Frederiksværk Autodele i snart en menneskealder. I hvert fald siden 1983, da han erhvervede en industrigrund og gik i gang med at opbygge sit eget autogenbrug. Det skete ud af stædighed – en halstarrig autoophugger havde krydset hans vej – og fordi han ville og kunne mere med sig selv og sit liv end at stå inde i varmen i det daværende Frederiksværk Stålvalseværk. Dertil havde han en uddannelse som reservedelsmand bag sig.

Egentlig finder han ingen grund til at lade sig portrættere i nærværende blad. Han nærmer sig de 72 og taler indledningsvis om at skulle afhænde virksomheden inden for de kommende år.

Man tror ham ikke. Man tror, han skal bæres ud.

Giver sit liv

For han brænder for sin sag, der rækker længere end til at udtage, kvalitetssikre og sælge originale, brugte reservedele: Som autogenbruger yder han og hans kolleger deres bidrag til at efterlade den blå planet i nogenlunde forsvarlig stand.

Hertil kommer den ed, han svor over for sig selv, da han i sin tid startede: At give sit liv til det her – til forretningen.

Milan og Ivanka er født og opvokset i Kroatien – dengang Kroatien var en del af Jugoslavien. De kom til Danmark for 50 år siden – i august 1968 – og med etiketten som ”gæstearbejder” blev Milan sendt til Frederiksværk – til Frederiksværk Stålvalseværk, der dengang talte tusindvis af medarbejdere. Jobbet var ufaglært, her fulgte ingen uddannelse; Milan blev blot sat i gang. Som det karakterfulde menneske, Milan var og er, blev han dog undervejs valgt som tillidsmand for sit sjak.

Interessen for biler og motorcykler havde han med hjemmefra. Han var udlært inden for reservedele og puslede en smule med biler i sin fritid; heraf mødet med den arrige autoophugger; et møde, der fik Milan til at tænke, at han kunne skabe en flottere og bedre forretning end hans.

Hundested-fiskerne

Milans forretning eksisterer i hvert fald endnu. Og den må med garanti være flottere end den vrede autoophuggers. Han glemmer aldrig, hvordan han blev hjulpet i gang af Hundested-fiskerne;folk, der både var fiskere, og som arbejdede på Stålvalseværket, når fiskeriet svigtede.

»Her stod en morgen et hold, og så gik de bare i gang med at støbe fundament og bygge,« husker Milan.

I en hal, der i sin tid blev opført som øldepot, henligger alle de tunge dele; motorer eksempelvis. I en anden bygning – opført senere – ligger mindre dele som lygter, tilbehør og lignende. Her er orden. Pinlig orden.

Dertil kommer afdelingen, hvor bilerne miljøbehandles og delene registreres, og så er der den rummelige administrationsbygning med kontor og spisestue.

Men dagens Frederiksværk Autodele er også andet end et autoophug, ligesom autogenbrugsvirksomhederne generelt er.

»Autogenbrug har forandret sig meget – i positiv retning. I dag er vi miljøvirksomheder, som det danske samfund ikke kan undvære,« konstaterer Milan. Frederiksværk Autodele var blandt de første til at blive miljø- henholdsvis ISO-certificeret.

»Jeg ville drive en ordentlig virksomhed. Det er bedst for fuglene og børnene,« fastslår han.

OK med regler

Milan mener ikke, at de senere årtiers stigende mængde lovgivning har givet bøvl. Tværtimod har den betydet, at der er kommet styr på tingene. Det gælder eksempelvis kravene til, at den, der skal håndtere miljøkritiske væsker i forbindelse med air-conanlæg, har været på kursus i det, og at den, der skal køre gaffeltruck, har lært at gøre det forsvarligt.

Han har det også fint med indførelsen af producentansvaret, der forpligter bilimportørerne til at sikre, at forbrugerne kan komme af med deres udtjente biler. Her har DAG lige indgået en aftale med Refero – det selskab, som opgaven er udliciteret til. Denne aftale har Frederiksværk Autodele – som en æresforpligtelse – tilsluttet sig.

Frederiksværk Autodele har aldrig specialiseret sig i særlige mærker eller særlige årgange; her indkøbes person- og varebiler op til 3,5 ton, omkring 1.000 stk. om året. Virksomheden er ikke tilsluttet nogen af autogenbrugernes internetportaler; her foregår markedsføring og salg ikke mindst via mund-til-mund, og desuden har Frederiksværk Autodele traditionelt haft en del eksport – tidligere til Mellemøsten (»men nu vil de hellere slås!«), i dag især til Afrika. Når netop danske, brugte reservedele er efterspurgte, skyldes det den danske vognparks forholdsvis høje aldersgennemsnit: Her er endnu dele reservedele at få, som er gået ud af markedet i landene omkring os.

Branchens fremtid?

Kræver omstilling

Milan Petric ser fortrøstningsfuldt på den. Men han ser elbilen som en trussel. Ikke fordi den ikke også rummer dele, der skal repareres eller skiftes, men fordi den må bygges i en kvalitet, så den holder længe – af ressourcehensyn. Elbilen vil helt sikkert gennemgå en revolutionerende udvikling – ligesom telefonen, der i sin tid var et stort, sort, tungt dyr og i dag kan smutte ned i lommen. Det forudsætter omstilling og efteruddannelse, siger Milan, der i forbindelse med en medieomtale af den kroatiske super-elbil Rimac overvejede, om han kunnet sende en af sine medarbejdere ned til fabrikken for at lade sig efteruddanne.

Har man fri, når man driver Frederiksværk Autodele?

»Tidligere fiskede jeg meget. Det er godt at sidde og meditere, mens man ser ud over vandet. Det er tiden ikke rigtig længere til, og jeg kan lige så godt meditere, når jeg går imellem mine biler,« svarer Milan.

Ville hjem

50 år i Danmark. Er I faldet til?

»I begyndelsen af 1970’erne, nogle få år efter at være kommet til Danmark, tog vi på ferie i vores hjemland. Men noget havde forandret sig, syntes vi; folk havde ikke længere tid til at stoppe op på gaden og snakke. Man kan ikke forvente at rejse tilbage og tro, at alt er det samme. Vi skulle have været på ferie i 14 dage, men vi besluttede hurtigt at vende hjem – hjem,«understreger Milan. »Og så søgte vi statsborgerskab i Danmark.«

Han fnyser en smule over debatten om integration og fastslår, at det nu engang er op til den enkelte at tage ansvar for sit eget liv – lære dansk, få sig en uddannelse og opbygge en tilværelse. Det kan nok så mange integrationsprojekter ikke ændre på.

»Det handler om, at folk ikke ved, hvad de vil med deres liv,« lyder det.

Men det ved Milan og Ivanka, og de er ikke til sinds at stoppe lige nu.

»Folk synes, jeg behandler min kone frygteligt, fordi hun stadig passer det hele både her og hjemme. Men hun synes selv, hun sparer regningen til fitness-centret!« smiler Milan, der også har en mere alvorlig pointe – eller et stykke lommefilosofi, som han selv siger: At det er med den højere alder som en gammel motor: Standser man den, kan den være umulig at få startet igen. Man skal holde sig i gang, skal man.

Så Milan og Ivanka bliver nok på broen.

Bragt i AUTObranchen 05/2018. Egen tekst, egne fotos