Tænker han?
Og på hvad, monstro?
Det er meget muligt, at katte væsentligst er styret af drifter og instinkter. Men man kan nemt komme i tvivl, om der dog ikke foregår mere mellem ørerne, end vi aner.
Enhver af os, der har kat, forundres tiltider over, hvad der foregår under de to kønne ører over kattens hoved? Hvad tænker den store grå kat på, når han ligger mageligt henslængt på gulvet (lige dér, hvor et varmtvandsrør løber) med blikket stillet på uendeligt? Hvilken bevidsthed har han om sit sprog, når han taler til én– fra voldsom insisteren nede fra struben til et stilfærdigt ”Er du dér?” og dét med direkte øjenkontakt – eller når han kommer farende ind ad hoveddøren med et højt råb, der antyder brug af kattesprogets værste gloser?
Gør en kat sig betragtninger over livet? Om forholdet til sin ejer? Til andre katte?
Fluks erindres vi om, at en kat nu engang er et dyr, uden egen erkendelse og i høj grad er drevet af instinkter og drifter (og i den grad af vaner!). Og naturligvis er vitilbøjelige til at tillægge katten motiver og evner, den måske ikke er i besiddelse af – vi må ikke menneskeliggøre den, belæres vi om.
Det er rigtigt. En kat er en kat og skal have lov at være kat.
Men – dette blik
Men ind imellem mødes man af dette blik– et ansigtsudtryk – der er så slående, så sigende, så klart, at man bliver helt befippet: Vantroen, når man ikke udviser den adfærd, katten ønsker. Forargelsen over at blive nægtet foder. Den kølige ligegyldighed, man mødes med, hvis man har været for længe borte. Gavtyveblikket, når vi skal provokeres til at lege. Og det hengivne, overtalende ”Kom nuuu!”, når man slår øjnene op en tidlig morgen og stirrer ind i to runde, viljefaste katteøjne.
Eller man kan blive helt forskrækket, når man henkastet spørger katten: »Har du lyst til at komme ud på terrassen?« – hvorefter katten efter en tids overvejelse rent faktisk vandrer hen til terrassedøren.
Efter talrige bekendtskaber med katte gennem livet tillader jeg mig at antage, at katte tænker. Ikke i ord, men i billeder. Når den store grå kat kommer stormende op ad trappen og insistererpå at komme ud nuuden mindste varsel, skyldes det ikke impuls. Derimod at han har siddet foran hoveddøren og forestillet sig billedet af, at nu kommer manden og lukker ham ud. Men manden kommer ikke, for manden ved ikke, at katten vil ud. Deraf utålmodigheden. Og deraf kattens konstatering af, at mennesker eraltså lidt tunge i det. De kan bygge huse og flyve til månen. Men forstå en kat formår de ikke.
Kattepædagogik
Jeg har taget mig selv i at undlade at rose min store grå kat for ikkeat bruge kattebakken, men benytte sig af haven (dér spares en ny portion kattegrus). Jeg er nemlig overbevist om, at katten ville forundres over, at når man er killing, får man ros for at bruge kattebakken. Når man er en voksen kat, får man ros for ikkeat bruge den. Kan de bestemme sig, disse mennesker?
Mange af os synes, det er sjovt, hvis en kat eller en hund bliver fænget af fjernsynet. En enkelt af mine katte lod sig nok underholde af Ugens Fugl på radioens P1, men holdt op konsekvent op med at se fjernsyn, da hun først éngang havde været bag om apparatet og konstateret, at der var tale om fup. Min nuværende store grå kat vil imidlertid gerne se fjernsyn. Det foregår liggende på skødet med udsigt til computerskærmen. På internetsiden Youtube lægger behjertede mennesker meget, meget lange videoklip op af livet på diverse fuglebrætter. Det er for den store grå kat en interessant og meget afslappende måde at studere fugle på – omend i længden temmelig kedsommeligt for kattens ejer. Men fristes man til at skifte repertoiret ud med et videoklip om katte, så slutter seancen. Den store grå kat bryder sig ikke om andre katte, hverken i virkeligheden eller på en computerskærm.
Sikkerhedskalkule
Hvad er det, der styrer, hvor katten gerne vil sove? Vi kender det vel alle: I én periode er der kun dén stol, der tæller. I en anden er det sofaen, sengen eller det lune sted på gulvet, hvor der er gulvvarme. Detkannaturligvis være instinktbetinget: Kloge folk taler om, at katten risikerer at blive afluret af fjender – og dermed angrebet – hvis den altid sover samme sted; det kan altså være en sikkerhedskalkule.
Hvilken impuls – eller tanke – styrer, når vi sidder ubevægelige og sammen stirrer ud ad vinduet, og han med ét vender hovedet og ser op på mig? Og hvor selvbevidst er den personlighed, der med stoisk ro – men overbevist om sit ærinde – vandrer op ad havegangen efter afsluttet morgenrundering?
– Og her er der endda ingen referencer til de rigtig kloge katte, der kan åbne og døre og vinduer, tilsyneladende kan beregne årsag og konsekvens eller redde små børn. Sådan er den store grå kat ikke. Tværtimod lader det til, at han ser en større visdom i at være lidt dum. Hvorfor besvære sig – hvorfor tænke selv – når man har et menneske til at varte sig op?
Dét er i sandhed visdom.
Bragt i Kattens Venner, december 2018