Om sproget og ligegyldigheden

Op til Danmarks indtræden i det daværende EF i 1972 bølgede debatten om medlemskab voldsomt for og imod – selvfølgelig. Jeg erindrer, at der var en udbredt frygt for, at Danmark ville miste sin kulturelle egenart, når vi alle blev unifomeret som europæere.

Det skete som bekendt ikke. I stedet blev vi – og ikke det europæiske fællesskab – vor egen værste fjende, når det gælder kulturel egenart.

Om noget – er sproget udtryk for kulturel egenart og desuden et stort, nationalt privilegium. Men vi agter det ikke – sproget.

Her skal det ikke handle om beklagelser over stigende anglificering eller om uviljen til at erkende, at sproget udvikler sig. Det er end ikke en kamp, jeg kunne tænke mig at vinde, for vi ville ende med et stift, kunstigt, snart sagt forældet dansk.

I stedet drejer min beklagelse sig over den manglende respekt for at bruge sproget korrekt, og den ligegyldighed, som denne manglende respekt mødes med.

Politisk kampplads

En af årsagerne til, at det står sådan til, er, at sproget i 1970’erne blev en politisk kampplads. Sproget blev af det forudgående ungdomsoprør anset som blandt andre autoriteternes våben, og selve ungdomsoprørets budskab var som bekendt at vælte autoriteterne. Godt det samme, når det gælder et fremmedgørende, svært tilgængeligt kancellisprog. Men skade, når holdningen var og er, at skal sproget gøres tilgængeligt for alle brugere – talende såvel som skrivende – gælder færrest mulige former og regler, og forbryder man sig imod dem, mødes man med et: “Skidt pyt – du forstår jo, hvad han skriver”. Jo – endnu. Men den manglende sproglige dannelse resulterer faktisk i, at det kan jeg ikke. Alle interesserede kender formentlig til eksemplerne “en bjørnetjeneste” og “forfordelt”, ikke sandt?

Manglende sproglig dannelse kan undskyldes for de mange, for hvem sproget ikke er en hovedsag. Men for de mennesker, der har sproget som deres vigtigste arbejdsværktøj, er der ingen undskyldning – snarere tværtimod. Hvis ikke vi, der lever af at skrive dansk, kan være rollemodeller for andre sprogbrugere, hvem så?

Fra “lægge” til “ligge”

Det generer mig, det piner mig, det får hårene til at rejse sig på mig, når jeg i dagspressen oplever lemfældig omgang med det redskab, der sikrer vores udkomme. Det gør ondt, når en dagbladsjournalist (i JyllandsPosten var det) skriver “betænksomhed”, når han helt åbenbart mener “betænkelighed”, når en anden journalist ikke skelner mellem mistænkelig og mistænksom, og når den ellers hjælpsomme grammatik ignoreres, og “lægge” bliver til “ligge”, når “sin” bliver til “hans” og så fremdeles. Tilsvarende gælder brug af idiomer – faste udtryk – i det danske sprog. Man “hamrer hovedet mod en dør” – nej, man “støder hovedet mod en mur” – eller noget forekommer journalisten “syleskarpt”, en lidt vel praktisk kombination af udtrykkene “sylespids” og “knivskarp”. Nu oplever vi også ”fortsæt” i stedet for ”forsæt”, ”forholde” i stedet fore ”foreholde” og ”forligge” frem for ”foreligge”.

Gør man ophævelser over denne mangelfulde sprogfærdighed, trækkes på skulderen; ja, man anses endog for en smule arrogant eller for at være sprogsnob: Det er ligegyldigt. Du forstår jo, hvad han skriver. Ja, men jeg bliver forstyrret i min tilegnelse af budskabet, irriteres over manglende professionalisme og frygter for, hvad det næste bliver, der er ligegyldigt.

Det, ikke alle kan lære ….

Hvorfor denne ligegyldighed? Hvorfor acceptere – ja, tilmed bifalde det som en gevinst for demokratiet – at bruge sproget notorisk forkert?

Her kan håndværket være et forbillede: Bruger tømrerlærlingen sin høvl forkert, bliver han selvfølgelig gjort opmærksom på det, og han lærer at bruge den rigtigt; det går der ingen skår af ham for.

Endnu en side af den sproglige forarmelse er den systematiske eksklusion af ord, der ikke længere anvendes hyppigt i sproget. Fremgangsmåden er en reminiscens af 1970’ernes almindelige undervisnings-dogme: Det, ikke alle kan lære, skal ingen lære. Hvis ordet “bajads” eller “kålhøgen” kun kendes af de færreste, skal ingen kende det, så vi erklærer ordet for ude af dansk sprogbrug – afskaffet. Det skal nok fremme den sproglige diversitet, gøre ældre litteratur nærværende og tilgængelig og virke demokratisk berigende.