Om fagbladets natur
Fagbladet – det gode fagblad – er et formidabelt medium. Her mødes udgiver og læser på lige fod. Skribenten kender sit publikum og kan ramme den tone og det faglige niveau, der på en gang skaber genkendelighed, en følelse af intimitet og fagligt fællesskab.
Det gode fagblad stræber efter journalistisk præcision, sikrer en faglig oplevelse og gør læseren klogere … eller forhåbentlig en smule tænksom.
Fagbladet bør blive til efter samme grundregler som enhver anden tryksag. Også her er alsidighed en dyd: Hvert opslag skal overraske – med den store feature, de små petit-historier og en enkelt tilbagevendende klumme.
Til grund for det gode fagblad ligger et velformuleret grafisk og redaktionelt koncept, der skal være overensstemmende. Konceptet skal afspejle sit stofområde, sin udgiver og eventuelt sit publikums præferencer. Et fagblad om grundforskning iklædt livsstilsmagasinets formsprog rammer ikke. Moderne – tidstypisk – typografi er spændende nu, men fordrer hurtig fornyelse. Et klassisk skriftvalg og et ufravigeligt antal spalter signalerer troværdighed og seriøsitet, men kan vidne om stilstand.
At skabe det gode fagblad kan bedst lignes med kokkens arbejde: Her anvendes de bedste og mest friske råvarer, her tilsættes accentuerende krydderier, surt mødes af sødt som salt med peber, og serveringen skal skærpe appetitten.